<<
Tilbage til bandet
Erik Gaden Jensen
Erik Gaden Jensen indledte sin karriere på
de skrå brædder, som 15
åring guitarist helt tilbage sidst i 60'erne. Han har siden optrådt i utallige sammenhænge i det nordjyske
musikliv. Spillet med "Gud og hvermand" i bands som f.eks. Coins, Peace,
Hirtshals Bigband, 4 x Jensen, Sunnyboys, MacBand, Norfolk og Clock Rock
Bluesband.
Musikgenrerne har spændt vidt. Helt fra beat, over rock, blues, folk,
bigband-jazz, suppe/steg/is - musik, frem til den blanding af 60'er
inspireret dansemusik Erik i dag fortrækker at spille sammen med gutterne
i Hound Dogs.
Erik har en fortid som snedker, men er også seminarieuddannet lærer med
bl.a. musik som liniefag. Han har tidligere undervist i såvel folkeskole
som musikskole, men har nu helliget sin pensionisttilværelsen som
selvstændig i snedkerfaget.
|



Erik har spillet
dansemusik, festmusik og 60'er musik i Nordjylland siden 60'erne |
Eriks gear - mest for guitarnørder
Eriks favoritguitar er en
Fender
Stratocaster. Han har den både i en speciel Japan - udgave
med Kahler vibrator, samt i en amerikansk Plus udgave. Begge har en
lille hjemmelavet modifikation, som du kan læse mere om på nørdesiden.
Erik forsøger sig ind imellem med sin
Gibson
Les Paul Standard, men indtil videre er det ikke let at spore
begejstring i hans udtalelser.
En gammel
Höfner
fra 63, er mere inde i varmen, men universalguitaren er stadig den modificerede Stratocaster.
Erik tester, låner, bytter, køber og sælger
guitarforstærkere og grej i et omfang,
der vil gøre selv en gammel jydsk handelsmand misundelig. "Se hvad jeg
har købt" lyder det jævnligt, når han kommer slæbende med en eller anden
gammel skrotbunke der engang har været en guitarforstærker. "Less is
more" reciterer han, og det er der jo noget om. Nogle gange virker
skrotdyngerne oven i købet, og andre gange siger den SKRAT og sender et
lille røgsignal, inden den opgiver mælet. - Nå pyt, det kan fixes, og så
sælger jeg den da bare og køber noget andet, lyder det.
<< Tilbage til bandet |